Luk
Case N.C. Nielsen har netop leveret verdens største reachstacker til Blue Water Shipping i Esbjerg. Den gigantiske reachstacker løfter svimlende 152 ton på krogen, og er udviklet som et led i et tæt og flerårigt samarbejde mellem N.C. Nielsen og Blue Water Shipping. Reachstackeren er nu taget i brug på havnearealerne i Esbjerg, hvor den fleksibelt flytter vindmølletårne, naceller og andet sværgods.

For Blue Water Shipping opfylder verdens største reachstacker et længe næret ønske om fleksible løft i den helt tunge ende af skalaen. Som et alternativ til kraner skal reachstackeren hjælpe til med de store løft af vindmølletårne, naceller, rammer og konstruktioner i et tæt samspil med de øvrige heavy duty-maskiner:

 – Nu kan vi selv håndtere de tungeste løft og transportopgaver ved at kombinere vores maskiner til de forskellige opgaver. Vi kan fx løfte emner op til 250 ton med verdens største reachstacker i den ene ende og en af vores 100 ton reachstackere i den anden ende – eller køre med tonstunge emner hængende på krogen. Den slags gearer os til fremtidens transportopgaver, udtaler Søren Messmann, som er General Manager i Port Services Division hos Blue Water Shipping.

Skrappe krav fra vindmøllebranchen

Verdens største reachstacker er resultatet af et fantastisk udviklingsarbejde mellem N.C. Nielsen og Blue Water Shipping. Skrappe krav til maskinens performance skulle opfyldes og de tekniske specifikationer er defineret i samarbejde med Blue Water Shippings kunder i vindmøllebranchen. De stadigt større og tungere vindmølledele, jordens bæreevne på oplagringspladsen, nye typer løftegrej og ønsket om at krogen kunne nå helt ned til jorden var blandt de tekniske udfordringer.

– Vi har haft et fantastisk godt samarbejde med N.C. Nielsen. Vi har haft et åbent, fælles og konstruktivt udviklingsarbejde med masser af ideer på bordet. N.C. Nielsen har været gode til at gribe ideerne og fået dem omsat til tekniske løsninger. Som udgangspunkt har der ikke været nogle begrænsninger og den tankegang flytter grænserne for det muliges kunst, fortæller Søren Messmann fra Blue Water Shipping.

Store tanker giver storslået teknik

N.C. Nielsen har tidligere udviklet bomstærke reachstackere til vindmøllebranchen med en løfte-kapacitet på 110 ton. Dengang rystede mange på hovedet af projektet og de vilde ideer. Men N.C. Nielsen beviste, at ideerne kunne føres ud i livet. Udviklingen af verdens største reachstacker er et yderligere skridt mod at flytte grænserne på heavy duty-området:

– Stort set alt er forstørret op i forhold til tidligere. Sammen med vores ingeniører og konstruktører har vi arbejdet intenst på at finde formlen for verdens største reachstacker. Det er lykkedes i et innovativt samarbejde med Blue Water Shipping, hvor vi har skullet modsvare de tekniske specifikationer og imødekomme veldefinerede ønsker om maskinens formåen. Det handler om at gøre det komplicerede enkelt, udtaler teknisk direktør Per T. Nielsen fra N.C. Nielsen.

SE MEGET MERE OM VORES RANGE AF REACHSTACKERE

Vil du vide mere?