Luk
Case N.C. Nielsen har hjulpet BMS med at ombygge en ældre gastruck til en elektrisk udgave. Det er sket ud fra konceptet ”NCN Heavy handling Upcycling”, hvor den robuste BMS-maskine med en løftekapacitet på 27 ton har fået udskiftet hele drivlinjen fra gas til el og dermed har fået nyt liv til at udføre endnu flere specialiserede løfteopgaver i fremtiden.

BMS-trucken er udviklet til indendørs opgaver, hvor adgang og arbejdsområde er begrænset. Den bruges til at flytte tunge maskindele hos fødevareproducenter, i emballagevirksomheder eller i medicinalindustrien. Den opererer som regel dybt inde i virksomhederne og skal udføre komplicerede løft, som ikke må genere driften mere end højst nødvendigt.

– Vi må ikke længere køre med gastruck indendørs og vores kunder har fået arbejdsmiljøregler, der gør det umuligt at bruge maskinen. Vi havde derfor valget mellem at skrotte maskinen eller få den ændret til en eldrevet udgave. Vi valgte at få den renoveret, da det giver forretningsmæssig fornuft og flugter med vores mål om at mindske CO2-udledningen, udtaler afdelingsleder Henrik Studsgaard Nielsen fra BMS.

 

Fra gas til el på seks uger

BMS-trucken er den eneste af sin art i Skandinavien og indgår i en flåde af specialbyggede gaffeltruck. Den er langt fra en hyldevare og bestillingen af en fabriksny truck fra leverandøren i USA ville tage forholdsvis lang tid sammenlignet med en ombygning hos N.C. Nielsen, som kunne garanteres i løbet af blot seks ugers renoveringstid.

– Trucken er svær at undvære i vores forretning og bliver ofte booket med kort varsel, når vores kunder skal have monteret maskindele i produktionen. For os var det derfor essentielt, at renoveringen kunne gennemføres på forholdsvis kort tid. Der gik faktisk kun få uger fra den første kontakt til N.C. Nielsen og til at de leverede en gennemrenoveret truck, pointerer Henrik Studsgaard Nielsen.

Mindsker den samlede belastning

BMS-trucken blev transporteret til N.C. Nielsens produktionsafdeling i Balling. Her blev gasmotor, køler og udstødning fjernet fra maskinen. Den frigivne plads blev brugt til at montere to elmotorer, batterilader, indbyggede Lithium-ION batterier og et 16 ampere kraftstik i en kompakt opbygning. Alle ændringer foregik inden for truckens ydre rammer og maskinens vægt blev heller ikke øget som følge af renoveringen.

– Trucken er en ”one of a kind”-specialmaskine uden sidestykke på markedet. Jeg er ret imponeret af N.C. Nielsen, som har formået at forlænge truckens levetid med mange år. Det giver en god fornemmelse at kunne genbruge en stor del af maskinen og at kunne tilbyde vores kunder en eldrevet, emissionsfri og støjsvag maskine ud fra en bæredygtig tankegang, udtaler Henrik Studsgaard Nielsen fra BMS.

Mindsker den samlede belastning

Upcyclingen af trucken betyder, at BMS kan tilbyde kunderne endnu flere miljøvenlige løsninger. BMS råder i forvejen over Skandinaviens største flåde af specialbyggede gaffeltruck og den nyrenoverede BMS-truck er en vigtig brik i den samlede maskinpark, der desuden rummer en række eldrevne Linde el-truck og ekstra maskinudstyr som vendbare gafler og hydrauliske kranarme til de mange specialopgaver.

– Vi er rigtigt glade for den renoverede truck, som løser et stigende antal opgaver for vores kunder. De er positivt overraskede over den effektive, støjsvage og emissionsfrie kørsel af en sådan maskine og derfor bliver den også sat til nye interne transportopgaver, som den ikke tidligere har haft. Den har fået udvidede beføjelser og skaber dermed større værdi for vores kunder, slutter Henrik Studsgaard Nielsen fra BMS.

Vil du vide mere?