Vores næste auktion starter tirsdag den 24. september og slutter torsdag den 26. september 2024. Læs mere her
Coldstar forsyner dagligvarekæder som Coop og Dansk Supermarked med frostvarer. Centret håndterer over tusind varenumre i sæsonen, der på daglig basis indleveres, opbevares på højlager ved -23 grader Celsius, plukkes ved køleskabstemperatur og udleveres færdigpakkede fra det ”nedfrosne” udleveringsområde direkte ud i det ventende kølebiler.
I den interne proces spiller Coldstars truckflåde en nøglerolle. Centret skal fungere i døgndrift det meste af året, og er derfor afhængig af effektivitet og høj oppetid på det interne transportmateriel – uanset om det gælder en Linde el-truck med varme i kabinen, Linde dobbeltstablere til stående fører, de mange Linde el-palleløftere eller manuelle palleløftere.
– Vi er meget tilfredse med de nye Lithium-ION batterier i Linde-maskinerne. Det er let for vores truckførere at lade op, da de blot skal sætte stikket i, når maskinen holder stille. Vi sparer mange mandetimer og dermed en betragtelig sum penge hvert år, hvis vi sammenligner med blysyrebatterierne. Samtidig har vi stort set ingen vedligeholdelse ved Lithium-ION batterierne, fortæller formand Svend Jørgensen fra Coldstar.
Lithium-ION batterierne blev præsenteret for Coldstar, da de skulle udskifte en større del af truckflåden i efteråret 2017. Batterierne blev fremvist ved et møde i Balling, hvor der samtidig skulle ses nærmere på Linde el-truck med ekstra udskydning af gaflerne, ordreplukkere med lav løftehøjde, dobbeltstablere og el-palleløftervogne.
– Efter mødet hos N.C. Nielsen var vi ikke i tvivl. Vi skulle naturligvis afprøve de nye batterier, der blev skræddersyet præcist til vores behov. Vi har valgt en fleksibel leasingaftale på det hele, hvilket skaber stor værdi for os. Jeg er overbevidst om, at Lithium-ION er fremtidens batteriteknologi, og at vi også løbende vil udskifte de gamle blysyrebatterier i vores maskinpark, når de er udtjente, fortæller Svend Jørgensen fra Coldstar.
Hos N.C. Nielsen glæder man sig over, at flere og flere kunder har fået øjnene op for Lithium-ION batterierne. I skrivende stund har N.C. Nielsen over 200 el-truck kørende med egenudviklede Lithium-ION batterier til alle typer truck. Alt tyder på, at udviklingen vil fortsætte ad samme spor i de kommende år:
– Vi har oplevet et markant gennembrud for Lithium-ION batterierne. Vi har skarpt fokus på at videreudvikle teknologien, har bygget en særlig batteriafdeling her i Balling og kan tilbyde denne bæredygtige teknologi til både el-truck, terminaltraktorer og andre el-drevne produkter. Vi ser rigtigt mange fremtidsperspektiver i netop denne batteriteknologi, fortæller teknisk direktør Per T. Nielsen fra N.C. Nielsen.