Vores næste auktion starter tirsdag den 23. april og slutter torsdag den 25. april 2024. Læs mere her

Luk
Case Det skulle gå hurtigere end hurtigt. Men det lykkedes. I løbet af kun ni uger fik N.C. Nielsen designet, produceret og monteret en omfangsrig reolløsning for DK Company A/S. Modevirksomheden har opført et stort højlager i Ikast og reolløsningen er nu en del af et dynamisk lager, hvor tusindvis af styles ankommer hver dag – og helst skal ekspederes videre i en fart.

Tid er som bekendt penge og for DK Company er tid ekstra mange penge. Derfor skulle reolløsningen på plads i løbet af meget kort tid, så der fortsat kunne holdes et kontinuerligt flow ind og ud af lageret. Hver eneste dag sender DK Company mellem 40.000-60.000 enheder afsted til butikker i hele verden og uden en effektiv lagerlogistik ville der hurtigt mangle omsætning i modevirksomheden.

– Vi opererer med en fast fashion-model, hvor der bliver leveret nye kollektioner hver måned. Vi håndterer en række modebrands og sender modetøj til omkring 5.000 butikker på verdensplan. Det kræver en ret effektiv logistik at håndtere dette og vores nye højlager skal hjælpe til med at optimere flowet yderligere, udtaler Warehouse Manager Niels-Henrik Hagelskjær fra DK Company A/S.

 

Plads til vækst

Lagerbygningen hos DK Company breder sig med et grundareal på 11.500 kvadratmeter, ni meter højt til loftet og seks store porte med ramper. En strøm af lastbiler ankommer med indgående varer og kører hurtigt afsted igen med modetøj i pallevis. Efter et kort ophold på et distributionscenter eller ved direkte transport sendes modetøjet ud til butikker verden over, ofte med timeslots ned til et kvarter ved ankomst.

– Vi er rigtigt glade for reolløsningen fra N.C. Nielsen, som har sparet os for værdifuld tid. Vi har gjort klar til fremtidig vækst og vores nye lager afspejler disse vækstplaner. Vi oplever en stigende omsætning og de nye lagerhaller gør det muligt at følge med efterspørgslen. Hallerne også forberedt på en øget automatisering og et større robotanlæg, udtaler Warehouse Manager Niels-Henrik Hagelskjær fra DK Company A/S.
 

Tusindvis af pallepladser

N.C. Nielsen blev forespurgt på opgaven, takkede ja og på ganske få timer blev der designet en reolløsning, beregnet priser og afgivet ordre fra DK Company. Den ultrakorte reaktionstid gav pote i den anden ende og i løbet af ni uger stod en funklende og fabriksny reolløsning med over 4.000 pallepladser klar på matriklen i Ikast. Reolerne er inddelt i varemodtagelse/afsendelse, plukkelokationer og bulkpallepladser til opfyldning.

– Vi støtter gerne leverandører i nærområdet og valgte N.C. Nielsen, da de kunne levere en reolløsning på rekordtid. De har ageret professionelt, sørget for god projektledelse, arrangeret et stærkt opstillerteam og klaret nogle udfordringer med brandmyndighederne, udtaler Warehouse Manager Niels-Henrik Hagelskjær fra DK Company A/S.
 

AR Racking på banen

N.C. Nielsen samarbejder med AR Racking, der er en af verdens førende producenter af lagersystemer. Det tætte samarbejde har gjort det muligt at levere en komplet reolløsning, som skal optimere den samlede lagerlogistik hos DK Company. Reolerne er fremstillet i Spanien, opstillerteamet kom fra Tjekkiet gennem et montagefirma og projektet er styret af Key Account Manager Lars Kjærgaard Stenberg fra N.C. Nielsen.

– Det glæder mig, at vi er kommet i mål med reolløsningen. DK Company har nu indviet løsningen ved at have indlagret over 180.000 stk. på få dage fra deres gamle lager. De er samtidig fuldt funktionsdygtige på modtagelse og afsendelse fra lageret, udtaler Lars Kjærgaard Stenberg fra N.C. Nielsen.
 

Vil du vide mere?