Linde Xi el-truck er det nyeste skud på Linde-stammen, som erstatter en tidligere generation af gaffeltruck, der på verdensplan har solgt over 200.000 styk. Forventningerne til den nye Linde-truck har derfor været store og særligt filosofien om at sætte mennesket først i udviklingsarbejdet har nu vist sig i form af en række markante forbedringer, når det gælder truckførerens arbejdsplads i hverdagen.
For MillPart er der en direkte sammenhæng mellem førerkomfort, ergonomiske detaljer og en behagelig kørsel med stor produktivitet. Det var derfor ikke svært at pege på Linde Xi som MillParts nye el-truck til transport af de mange hydrauliske komponenter, der indgår som vitale dele i blandt andet vindmøller, fly og kampvogne fra forsvarsindustrien.
– Vi var overbeviste om, at det igen skulle være en Linde. Vi har ikke undersøgt andre muligheder, da vi kender alt til Lindes tekniske kvaliteter og den servicekvalitet, som vi har fået af N.C. Nielsen i mange år. Linde Xi el-trucken er en klar forbedring og lever i høj grad op til vores krav omkring førerkomfort, sikkerhed, energi og performance, udtaler Production Manager Mogens Højmose fra MillPart.
Hos MillPart fungerer Linde-truckene som ægte allround maskiner, der dagligt flytter et meget stort antal paller med råvarer, halvfabrikata og færdigvarer. De kører i døgndrift, tager indimellem en tur på offentlig vej til et fjernlager og håndterer paller i skibscontainere, på transportbånd og i næsten fem meter høje reoler på lageret. Mængden af varierede arbejdsopgaver stiller store krav til Linde-truckene.
– Den nye Linde Xi el-truck er hurtig under kørsel og pallehåndtering. Det sparer tid og giver alt i alt en bedre performance. Jeg vil også gerne fremhæve Lithium-ION batterierne og det tilhørende ladesystem, som gør det muligt at oplade trucken på kort tid i pauserne. Det er med til at øge oppetiden, så trucken nærmest kan køre i døgndrift, pointerer Mogens Højmose fra MillPart.
Linde Xi el-truck er udviklet med et særligt affjedringssystem, der kan absorbere stød, vibrationer fra lasten og andre ydre påvirkninger under kørslen. Udsynet er forbedret med smallere A-stolper og en forrude, der er sænket yderligere 25 cm. Linde Xi-modellen til MillPart er tilmed udstyret med et luftaffjedret førersæde, der sikrer en behagelig arbejdsstilling og en aktiv forebyggelse af arbejdsskader.
– Der er virkelig skruet op for førerkomforten. Det er tydeligt at truckførerens ve og vel har været i centrum for udviklingsarbejde af denne Linde Xi-model. Indstigningshøjden er lav, udsynet forbedret, affjedringen er optimeret, sikkerheden i særklasse og de ergonomiske detaljer er øget markant. Summen af det hele betyder en øget førerkomfort, som vores medarbejdere sætter pris på, slutter Mogens Højmose fra MillPart.