Et stigende antal virksomheder ser lageret som en dynamisk størrelse, der kan bidrage til en styrket konkurrencekraft. Interessen for intelligente, velindrettede og fleksible lagre er stærkt stigende. N.C. Nielsen har derfor etableret en specialistfunktion, der sammen med bl.a. AR Racking kan designe, producere og levere kundetilpassede lagerløsninger fra øverste hylde.
I spidsen for specialistfunktionen finder vi produktchef på logistikløsninger Peter Brun fra N.C. Nielsen, der gennem årene har indrettet lager- og logistikløsninger i et meget stort antal og i vidt forskellige brancher over hele Danmark. Han fortæller:
– Vi er kommet flyvende fra start med vores lagerløsninger, og har allerede gennemført de første store projekter. Vi har nogle meget stærke kort på hånden gennem samarbejdet med AR Racking og naturligvis også gennem den brede vifte af Linde-løsninger inden for moderne lagerteknik. Det giver en høj grad af fleksibilitet, når vi står over for nye indretningsprojekter.
Samarbejdet med AR Racking åbner endnu flere indretningsmuligheder i horisonten, som ifølge Peter Brun kommer kunderne til gode:
– Takket være samarbejdet med AR Racking kan vi nu love vores kunder en høj produktkvalitet, en fornuftig prissætning og leveringstider på få uger. Samtidig opererer vi med en bred vifte af muligheder, uanset om det gælder et stort industrielt lager på mange tusinde kvadratmeter med heavy duty-gods eller et mindre lager til en webbutik. Vi leverer alle former for lagerindretning med optimalt flow, udnyttelse af volumen og masser af indbygget sikkerhed.