Seacom har gennem fire årtier udviklet heavy duty-specialkøretøjer til fx industrivirksomheder, stålvalseværker, havneterminaler og forsyningsbaser verden over. På produktprogrammet står bl.a. rolltrailere, tiptrailere, svanehals, kassettetrailere og andre specialtrailere med kapaciteter fra fem ton til 350 ton. Alt sammen konstrueret i et robust, sikkert og funktionelt produktdesign.
En Seacom Liftmaster kommer særligt til sin ret, hvor sværgods skal flyttes hurtigt, sikkert og effektivt. Det kan eksempelvis være, når forsyningsskibe skal losses og lastes ved kajkanten eller der skal køres containere ombord på RoRo-fragtskibe. Seacom Liftmaster kassettetraileren kan håndtere to 45 fods skibscontainere på én gang, der køres til eller fra skibsdækket med en terminaltraktor.
– En af de store fordele ved Seacom Liftmaster er manøvredygtigheden med de styrende hjul. Fra kabinen på Terbergen styres alle funktioner på liftmasteren med et joystick. Derudover gør de styrbare hjul det nemmere at komme omkring på oplagringspladser, inde i industrihaller eller ombord på færger. Det øger sikkerheden og sparer både tid og plads, fortæller produktchef Claus Lilleholt fra N.C. Nielsen A/S.
Med Seacom Liftmaster forhandlingen kan N.C. Nielsen tilbyde endnu mere heavy duty-udstyr til deres Terberg terminaltraktorer, som er markedsleder på området. Både Terberg terminaltraktorer og produkterne fra Seacom er udviklet specifikt til de krævende transportopgaver i industrien og på havneterminalerne, hvor der er skarpt fokus på pålidelighed, sikkerhed og maksimal oppetid.
– Vi glæder os over Seacom Liftmaster-forhandlingen, som udvider vores i forvejen brede palet inden for heavy duty-udstyr. Vi fungerer i højere og højere grad som totalleverandør på området, og kan derfor levere en samlet heavy duty-løsning med alt inklusive til kunder i vidt forskellige brancher, understreger produktchef Claus Lilleholt fra N.C. Nielsen A/S.