Vores næste auktion starter tirsdag den 23. april og slutter torsdag den 25. april 2024. Læs mere her

Luk
Case For møbelproducenten Tvilum er det naturligt at optimere i hvert eneste hjørne af virksomheden. Det gælder også vedligeholdelsen af den samlede truckflåde, der blandt andet tæller omkring 50 Linde el-truck og Linde el-stablere fra N.C. Nielsen. Nu har Tvilum stillet et komplet værksted til rådighed for N.C. Nielsen, som derfor kan udføre service under ideelle betingelser i Fårvang.

N.C. Nielsen råder fuldt ud over serviceværkstedet hos Tvilum. To-tre dage ugentligt møder en fast servicemontør op i tidsrummet 7.00-15.00, og derudover kan servicemontøren tilkaldes med kort varsel i nattetimer og weekender. Det opvarmede værksted er komplet med direkte adgang til produktionen, værktøj og opbevaringsplads – og Tvilums truckførere bruger en enkel tavle til at booke serviceopgaver.

Volumen giver værkstedsaktivitet

Størsteparten af reparationerne foregår naturligvis på værkstedet. Men servicemontøren fra N.C. Nielsen tager også rundt i de halvtreds produktionshaller på 134.000 kvm eller enorme udendørs kørearealer for at servicere den store flåde af gaffeltruck, stablere, terminaltraktorer og andet kørende materiel. Servicebilen kan hurtigt pakkes og køres ud til selv den fjerneste afkrog af den store midtjyske møbelvirksomhed.

– Reparation af truck er ikke vores kernekompetence. Derfor giver det mening at outsource denne del af forretningen til N.C. Nielsen. Det giver os høj tilgængelighed, stor pålidelighed og en god omkostningsstyring. Det er meget fleksibelt og ligetil med en velkendt servicemontør, som er fagligt dygtig og vellidt blandt vores medarbejdere. Samtidig bliver vi løbende opdateret omkring nye truckmodeller og ny teknologi, fortæller Asset Care Manager Søren Jørgensen fra Tvilum.

Holder hjulene kørende

Hver uge fremstiller Tvilum omkring 200.000 møbler på fabrikkerne i Fårvang og Kjellerup. Døgnet rundt er der fuld sving i møbelproduktionen, og de mange Linde-truck bliver udsat for en stor belastning, når de skiftevis kører på asfalt, beton og SF-belægningssten med deres tunge last. Derfor er det afgørende at køre produktionen uden driftsstop og at kunne komme på værksted i en fart med trucken, hvis der skulle opstå mislyde.

– Vi er glade for at Tvilum stiller et værksted til rådighed og samarbejder tæt med os omkring service og vedligeholdelse af flåden. Vi er meget tilfredse med at have så fine fysiske forhold på Tvilum, og jeg er sikker på at det i sidste ende giver en god oplevelse for alle parter. På denne vis har vi en god dialog med Tvilum, og kan også reagere hurtigt både på de daglige udfordringer og hvis der eksempelvis opstår behov for korttidsleje eller nye maskiner, fortæller servicechef Ole H. Pirchert fra N.C. Nielsen.

Det store antal Linde truck hos Tvilum giver i sagens natur mange små og større reparationer, som klares på værkstedet eller ude på fabrikken. På N.C. Nielsens kundeportal har Tvilum fuldt overblik over de udførte opgaver, kan følge historikken, hente data på fx reservedelsomkostninger og nedbrud på de enkelte truck og meget andet. Alt i alt kan Tvilum trække på N.C. Nielsens samlede servicekoncept, der passer som fod i hose til den strømlinede produktionsvirksomhed.

Vil du vide mere?