Vores næste auktion starter tirsdag den 23. april og slutter torsdag den 25. april 2024. Læs mere her

Luk
Case Hos Midsona Danmark handler et samarbejde grundlæggende om tillid til hinanden – også når det gælder intern transport. Med afsæt i denne devise er N.C. Nielsen nu valgt som betroet samarbejdspartner hos Midsona Danmark, der gennem en årrække skal have udvidet truckflåden til omkring 100 kørende Linde-enheder på lokationer i Tilst, Onsild og Mariager.

Midsona er en vækstorienteret koncern, der udvikler, fremstiller og leverer over 40 forskellige brands i kategorien ”sund levevis”. I 2015 overtog Midsona-koncernen Urtekram og i 2020 købte de konkurrenten System Frugt i Tilst. De to strategiske opkøb skabte et behov for at strømline, samle og effektivisere den interne transport med én hovedleverandør og ét bærende truckmærke.

– Vi havde et ønske om at udlicitere den interne transport, så vores teknikere ikke skulle bruge kræfter på at få vedligeholdt en blandet maskinflåde. Vi ville rydde op i denne del af vores forretning og koncentrere indsatsen om andre projekter. Vi havde i forvejen nogle Linde-modeller kørende, hvorfor det var naturligt at invitere N.C. Nielsen til at byde på opgaven, udtaler teknisk chef Tavs Overgaard fra Midsona Danmark.

 

Stoler på Linde

Hos Midsona er tilliden til N.C. Nielsen og Linde-mærket stor, da maskinerne kører med størst mulig oppetid og kun yderst sjældne nedbrud. Den driftssikre truckflåde er i sving fra morgen til aften og medarbejderne kan stole på at truckflåden konstant er oppe på mærkerne. Netop den høje tekniske kvalitet og maskinernes stabilitet har naturligvis også været med i overvejelserne.

– Det er helt afgørende, at vi kan stole på teknikken. Linde er tysk ingeniørkunst, når det er allerbedst. Maskinerne er rigtigt godt skruet sammen og medarbejderne er ovenud tilfredse med at køre på dem i en travl hverdag. Det giver en god mavefornemmelse, at maskinparken fungerer optimalt og bidrager til at holde vores virksomhed konkurrencedygtig, udtaler teknisk chef Tavs Overgaard fra Midsona Danmark.
 

Tillid til servicemontører

Med en omfattende maskinflåde spiller service og vedligeholdelse en stor rolle hos Midsona, som har lagt denne del i hænderne på N.C. Nielsen. Det handler både om planlagt vedligeholdelse, om at løse tekniske udfordringer med det samme og tænke fremadrettet på vegne af Midsona:

– Servicemontørerne har fået frie hænder til at gøre det nødvendige. De har carte blanche til at bestille reservedele og hvad de ellers skal bruge. Det behøver de ikke spørge om lov til. Samtidig er vi meget lydhøre, hvis de foreslår noget ekstraudstyr eller en ny maskine. Vi skal hele tiden have velholdte og velfungerende logistikmaskiner og det ansvar har N.C. Nielsen påtaget sig, pointerer teknisk chef Tavs Overgaard fra Midsona Danmark.

Samarbejdet med Midsona Danmark er samtidig et startskud for en spændende teknologiudvikling, hvor øget automatisering og digitalisering står højt på agendaen. Fremadrettet kommer der endnu mere fokus på at optimere flådestyringen, implementere AGV-løsninger, indføre endnu mere bæredygtig batteriteknologi og få indfaset de nyeste Linde-lagermaskiner.

–  Det glæder mig meget, at Midsona Danmark har valgt N.C. Nielsen som samarbejdspartner. Vi har en positiv, åben og tillidsbaseret dialog, hvor vi begge er meget løsningsorienterede. Vi har opbygget en god relation og har udvalgt et par dedikerede servicemontører, der har fået til opgave at tage sig af den løbende service og vedligeholdelse. Jeg ser frem til et langvarigt og spændende partnerskab, udtaler distriktschef Bo Lindegaard fra N.C. Nielsen.
 

Vil du vide mere?