Vores næste auktion starter tirsdag den 23. april og slutter torsdag den 25. april 2024. Læs mere her

Luk
Case Danske Fragtmænd i Herning har valgt at investere i en selvkørende AGV-maskine. Det sker efter en prøveperiode på et halvt år, hvor et par tekniske udfordringer er blevet løst og hvor medarbejderne har taget godt imod deres nye ”kollega”. Selv betegner Danske Fragtmænd projektet som en succes.

AGV-maskinen opererer i et mobilt miljø med mange mennesker og lagermaskiner omkring sig. Den kører i tre faste baner på det store lager og på en arbejdsdag uden kaffepause kan den tage op til 70 ture med to paller ad gangen. Opgaven er at klare den mest monotone pallehåndtering over store afstande og flytte pallegods fra A til B.

Den leasede AGV-maskine er en Linde T25 palleløfter med lange gafler, der kan løfte op til 2.500 kg. Den er monteret med meget avanceret navigations- og sikkerhedsudstyr, der gør den til en pålidelig partner. Den kører efter en grundskabelon, som bliver justeret under kørslen med scannere og sensorer og naturligvis standser AGV-maskinen, når den opdager en forhindring på ruten.

– Vi er blevet rigtigt glade for AGV-maskinen, der kører helt fejlfrit. Den fungerer optimalt i et miljø med mange mennesker og manuelle palleløftere. Vi sparer meget tid, da den kører med pallegods over relativt lange afstande. Samtidig er den sikkerheden selv med et adstadigt tempo, fintfølende funktioner og Linde Blue Spot-lys, udtaler lager- og driftskoordinator Allan Westphal fra Danske Fragtmænd i Herning.

 

For at AGV-maskinen skal køre optimalt, skal varepallerne placeres præcist på optegnede linjer på lagergulvet. Den henter og bringer pallerne med usvigelig sikkerhed, når lagermedarbejderne har indtastet op til tre ture på den iPad, der er monteret på en betonsøjle midt på lageret. Et enkelt tryk aktiverer AGV’en, som henter og bringer pallerne efter ønske i de udvalgte baner.

I testperioden er AGV-maskinen flere gange blevet ændret efter nye opgaver. Fx er AGV-maskinen programmeret, så den nu kan håndtere gods, der stikker syv centimeter ud over en EURO-palles bredde. Løstsiddende folie, lidt bredere gods eller forskubbede varer generer med andre ord ikke den selvkørende maskine, der ufortrødent kører videre.

– Vi har lavet forskellige tekniske tilpasninger og glæder os over fleksibiliteten. Vi har været på en vild rejse, hvor vi har opdaget nye muligheder ved AGV-teknologien. Vi kommer til at lægge flere lag på, når vi skal udvide fragtcentralen eller når AGV-maskinen får bygget flere ruter på og kommer til at køre på alle vores skift i døgnet, udtaler lager- og driftskoordinator Allan Westphal fra Danske Fragtmænd.
 

Vil du vide mere?