Vores næste auktion starter tirsdag den 23. april og slutter torsdag den 25. april 2024. Læs mere her

Luk
Case Med et puljekøb på 150 Linde el-truck har STARK udvidet samarbejdet med N.C. Nielsen, som nu har leveret alle de bestilte maskiner til centrallagre, distributionscentre og byggemarkeder i Danmark og på Grønland. Linde-truckene er et synligt bevis på et stærkt samarbejde, der bl.a. betyder ugentlige statusmøder, løbende opfølgning og direkte dialog til N.C. Nielsens primære kontaktperson.

På de indre linjer opererer STARK med en flåde på mere end 500 løfteenheder af forskellig slags. De fleste af typen kontravægtsgaffeltruck er rygraden i den interne logistik, når der skal tømmes et stort antal indkommende lastbiler, rykkes rundt i varegården, placeres tunge byggeprodukter på hylderne og læsses kranbiler til levering af byggematerialer hos virksomheder og private kunder.

- Vi arbejder strategisk og langsigtet med vores logistik. Vi har nedsat en Task Force i logistikafdelingen, der skal styrke vores indkøbskraft, se indkøbene fra flere vinkler og skabe det nødvendige beslutningsgrundlag til gavn for hele STARKs forretningsnetværk. En større pulje af vores flåde stod for udskiftning og vi valgte at lave et samlet udbud i en pulje på 150 gaffeltruck, fortæller logistikchef Steen Mikkelsen fra STARK.

Standardtruck med varianter

Kravene til den kommende puljeleverandør blev nøje specificeret i udbuddet. Udgangspunktet for STARK var en eldrevet standardtruck af høj teknisk kvalitet, der kunne varieres med løftekapaciteter i intervallet 1,8 til 6,5 ton. Den skulle så kunne tilpasses med eksempelvis ekstra sikkerhedslys, øget kabinehøjde, vejesystem eller Lithium-ION batterier til byggemarkeder med lange åbningstider.

– Vi valgte N.C. Nielsen og Linde ud fra en samlet vurdering og hvilken type el-truck, der bedst passer ind i vores maskinflåde. Vi vægter teknisk niveau, fleksibilitet og det løbende samarbejde højt. N.C. Nielsen er en stor spiller på markedet og de kunne matche vores ønsker og krav. Vi er afhængige af en høj oppetid, en god service og en handlingsorienteret tilgang til løsningen, udtaler logistikchef Steen Mikkelsen fra STARK.

Lithium-ION til høj oppetid

For STARK var muligheden for N.C. Nielsens egenudviklede Lithium-ION batterier særligt interessant. Netop denne batteritype tilbyder mange timers oppetid, da Lithium-ION batterier kan mellemlades i pauser og heller ikke kræver vedligeholdelse. Med 40 nye Linde el-truck med Lithium-ION batterier holder STARK også hjulene i sving i de døgnåbne byggemarkeder og på distributionscentre og centrallagre med intensiv kørsel.

30 Linde-truck i buffer

Udover puljekøbet på de 150 Linde el-truck råder STARK nu også over 30 køreklare Linde el-truck, der står klar til hurtig udrykning hos N.C. Nielsen i Balling. Disse Linde-truck kan sættes ind med kort varsel, når STARK får brug for ekstra maskinkraft til åbningen af nye forretninger, midlertidige udviklingsprojekter eller som indlejede gaffeltruck til større byggeprojekter hos STARK-kunder.

Vil du vide mere?